Falke Dyreklinik

www.falkedyreklinik.dk

 

Artikler
Klinik
Adresse
Links
Priser
Personale
Praktisk
Profil
Aktiviteter
Massage
Startside

 

Urinvejsproblemer hos katte.


Der findes et sygdomskompleks hos katte som hedder Feline Lower Urinary Tract Disease,

 (FLUTD), som især ses hos neutraliserede overvægtige indekatte, men det kan også forekomme

hos katte som både går ude og inde. ( Kastrerede katte har et smallere urinrør end ikke kastrerede ).

Katten har besvær med at tisse, går på bakken hyppigt og sygdommen er smertefuld, katten klager sig evt. Der kommer slet ingen eller meget lidt urin. Katten begynder måske at tisse andre steder end i bakken, den bliver urenlig.

 Man skal søge dyrlæge da katten kan blive meget syg, især hankatte får nemt total stop for urinafgang da deres urinrør er meget smallere end hunkattes. Kattene kan, hvis de går flere dage med problemet, begynde at få påvirkning af nyrer og disse tager skade.

Lidelsen ses  hyppigere hos overvægtige inaktive kastrede katte; man ved at indekatte tisser langt sjældnere end udekatte, måske er bakken ikke helt ren, står et forkert sted etc;  urinen koncentreres, katten sparer på væsken i kroppen. Katte som går ude tømmer blæren langt hyppigere, de får ikke den koncentrerede stærke urin. Nogle indekatte går måske kun på bakke en til to gange i døgnet.

Hos dyrlægen undersøges hvor fyldt blæren er, der sørges for urinafgang enten ved at tømme blæren via bugvæggen med en kanyle, eller ved at bedøve kattten og lægge kateter i.

Hvis urinrøret er helt stoppet til skal katten have katetret i urinrøret nogle dage, og være indlagt. Den får væske og smertestillende m.m. Især hvis katten ikke har ædt og drukket optimalt er det vigtigt den får væske tilført via blodåren, da nyrer og blære skal skylles godt igennem og almentilstanden er forværret når man er i væske-og foderunderskud. ( Katte tåler meget dårligt at faste ).

Før i tiden blev disse katte behandlet med antibiotika men ofte er der ikke bakterier involveret.

Dog vil man altid behandle med antibiotika hvis katten får lagt et kateter, da der kan føres bakterier ind af denne vej.

Katten er  oprindelig et ørkendyr hvilket betyder at den er god til at udnytte sparsomt vandindtag, den besidder en utrolig god evne til at opkoncentrere urin, og vægtfylden bliver meget høj, urinen kan blive meget ”stærk ”.

I dag lever hovedparten af vores katte af tørfoder. De drikker somregel ikke vand nok til at kompensere for manglende væske i foderet, i stedet koncentrerer de deres urin som bliver meget stærk, der udløses en betændelsreaktion i blæren, der dannes plugs ( klumper  ) af celler som blokerer urinrøret. ( modsat hunde som drikker meget vand hvis de fodres udelukkende med tørfoder ).

Enkelte gange er urinrøret også spærret af krystaller som  dannes da surhedsgraden i urinen er ændret og der udfældes salte som så krystalliserer. ( struvitblæresten eller oxalatblæresten ).

Mange katte kommer med urinvejsproblemer igen og igen, og man bør skifte til et specielt tørfoder med lavt magnesium indhold som er velegnet til at forhindre disse stendannelser.

Der findes i dag meget kattefoder på markedet og ikke alle producenter tager højde for at mineralsammensætningen er god nok.

Man bør spørge sig til råds der hvor man køber foder; det foder dyrlæger forhandler er korrekt afbalanceret med hensyn til magnesium. Nogle producenter har også øget saltindholdet lidt i foderet, dette  fremmer kattenes tørst og dermed også  deres væskeindtag.

Det er vigtigt  at man  forsøger  at få katten til at drikke VAND.Ofte vil de ikke drikke frisk vand i deres skål, så må man finde ud af hvad de så foretrækker : regnvand, flere dage gammelt vand, vand fra vandhanen, vand fra akvariet, vand fra guldfiskedammen etc.

Og det er en god ide´ at supplere tørfoder med fodring med vådfoder.

Her skal man yderligere blande vand i for at øge væskeindtaget. Det er ikke så praktisk at fodre med vådfoder, det kommer til at lugte, det bliver for gammelt, det er dyrt, men man kan købe små portioner af det korrekt afstemte foder ( med hensyn til magnesium ) og så blande vand i. En lille dåse kan sagtens deles over 3-4 dage, bare de får noget mere væske end hvis de udelukkende lever af tørfoder.

Som en ekstra tilføjelse med hensyn til katte der tisser andre steder end normalt : udover denne blærelidelse kan stress også udløse tisseri andre steder end i bakken.

Mange mennesker mener ikke deres katte er stressede fordi de tænker ud fra de ting som stresser mennesker, og katteejeren synes ikke deres kat har nogen stresspåvirkning.

Men katte stresses af helt andre ting : det kan være møblerne er flyttet om, der er kommet nye familiemedlemmer, der er kommet en hund, der er nye katte udenfor som urinmarkerer på kattens territorium, der er ny bakke, for lille bakke, eller katten får ikke lov at være i fred. De skal have mulighed for at gemme sig, for at have en hule, evt. ligge lidt højt oppe og sove.