Parvovirus diarré hos hunde

Skrevet af dyrlæge Susanne Schantz Laursen, Falke Dyreklinik.

Parvovirus infektion hos hunde er en meget alvorlig og meget smitsom lidelse, som kan ende fatalt.

Det er et meget resistent virus som forårsager blodig diarre´, opkastninger, feber, nedstemthed, appetitløshed og svær dehydrering.

Parvovirus infektion rammer hyppigst unge hvalpe i alderen 6 uger til 20 uger og udfaldet er ofte dødeligt, da hvalpene hurtigt mister væske, og dør af dehydrering.

Parvovirus er et forholdsvis ungt virus, dvs. det blev først opdaget i ´ 70 ´erne. Det kan være opstået som mutation fra et andet parvovirus, f.eks. det som giver kattesyge hos katte, og parvovirus findes også hos mink, svin, kaniner, fugle og selv hos mennesker, men hver art har sin egen parvovirus, således kan hvalpe med parvovirus ikke smitte katte eller f.eks. mennesker.

Virus angriber de hurtigtdelende celler i kroppen og fordobler sig her. Det vil sige cellerne i tarmene, men virus angriber også knoglemarven, især hos de unge dyr, hundenes antal hvide blodlegemer falder drastisk, de får yderligere svært ved at bekæmpe infektionen.

Virus ødelægger dele af tarmvæggen, hermed kan der opstå en form for blodforgiftning, som forværrer situationen yderligere.

Ligeledes kan virus angribe hjertets muskelceller, men det sker sjældnere.

Parvovirus kan man vaccinere i mod og i de standard vacciner der findes til hunde i dag, er der vaccine mod parvovirus.

Derfor er det meget vigtigt at en tæve er vaccineret inden den bliver drægtig, hermed overføres der antistoffer til hvalpene. ( og hanhunden skal selvfølgelig også være vaccineret ).

Hvis tæven er regelmæssigt vaccineret ( en gang årligt ) er der overført tilstrækkeligt med antistoffer til hvalpene, og disse beskytter hvalpen i 1 til 3 måneders alderen. Herefter falder antistofniveauet drastisk, og hvalpen skal så selv vaccineres.

Hvalpe vaccineres så når de er 12 uger og igen når de er 16 uger, og derefter 1 gang årligt.

Nogen opdrættere vælger at lade hundene vaccinere når de er 7 uger, men det er fortsat nødvendigt at vaccinere yderligere 2 gange, da man ikke kender de enkelte hvalpes antistofmængde på vaccinetidspunktet, når man vaccinerer tidligt.

Virus er resistent i omgivelserne og dræbes ikke af almindelige rengøringsmidler, men man skal bruge specielle stoffer ( f.eks. Virkon S ) til at desinficere omgivelserne med.

Derudover skal man aldrig lade hvalpe komme i kontakt med uvaccinerede hunde, eller komme steder hvor der færdes mange hunde, som man ikke kender vaccinationsstatus på.

Smitten kommer via afføring, altså via direkte kontakt mellem hunde, og via afføring på jorden og i omgivelserne, hvor en smittet hund har haft diarre´.

Virus kan altså spredes med jord, fodtøj, poteaftryk og fra pelsen. Det er derfor meget svært at undgå at ens hund udsættes for det resistente parvovirus, men er den vaccineret og ellers sund og rask, så bliver den ikke syg af at møde virus.

Behandlingen består i symptom behandling, da der ikke findes direkte behandling mod virus.

Hundenes tilstand er ofte meget kritisk og de bør indlægges og have væske behandling direkte i blodet. Derudover gives bredspektret antibiotika, for at hindre infektion med bakterier sekundært. Ligeledes kan behandles med slimhindebeskyttende midler, probiotika og stoppende midler. Der gives også kvalmedæmpende medicin og smertestillende behandling, da der ofte er svære bugsmerter.

Inkubationstiden er 4 til 14 dage, og man bør søge dyrlæge med det samme der er mistanke om parvovirusinfektion ( blodig diarre´) og hvis det er yngre hvalpe der bliver syge, dør de ofte, trods intensiv behandling.

Hos dyrlægen findes en snaptest, hvor man meget hurtigt kan konstatere om det er parvovirus der er tale om, eller om det er en anden, og måske mindre ondartet virusinfektion.

Med denne test har man svaret indenfor ca. 10 minutter og kan så tage sine forholdsregler.

Det er sjældent at ældre hunde smittes, de fleste hunde i Danmark bliver heldigvis regelmæssigt vaccineret og er derfor immune overfor parvovirus.

Har man som dyrlæge ( og hundeejer ) en gang set en hund som er syg af parvovirus, så er man ikke i tvivl om hvor vigtigt vaccination er.

Der har tidligere været epidemier af parvovirus, hvor mange hunde døde, men nu får de fleste deres hunde regelmæssigt vaccineret, så nu ses der heldigvis kun sporadiske udbrud ind imellem.

Der er lukket for kommentarer.