Når hunden skal på pension

Mange hundeejere sætter hvert år deres hund i hundepension fordi de har valgt en ferieform hvor hunden ikke kan komme med.

Jeg har været på besøg på en stor hundepension AA-hundecenter i Toksværd i Sydsjælland.

Her er der 53 ” værelser ” med plads til max. 80 hunde, da der i nogen af ” værelserne ” kan være to hunde.

I feriesæsoner er der fyldt helt op og på øvrige dage er der gennemsnitlig 25 hunde.

Pensionen har eksisteret i 25 år og personalet har stor erfaring med hunde.

Mange hundeejere er meget bekymrede når de skal aflevere hunden i pensionen, hunden er jo ikke bare en hund, men et højt elsket familiemedlem, og i pensionen har man oplevet hundeejere stå og græde når deres vovse skal afleveres, men på denne pension gør man alt for at hunden skal føle sig godt tilpas, føle sig aktiveret og glad.

Alle hunde logrede og kom til lågerne da jeg gik rundt og så stedet og der var helt fyldt op i anledning af påsken.

Hundene har et stort firkantet bur som rengøres dagligt og der var pænt alle steder og frisk vand. I enden af buret er en hundelem hvor hundene så har mulighed for at gå ud i en hundegård i det fri, og det benyttede mange sig af.

I denne pension gør man meget ud af at motivere hundene så der kommer en glad og ustresset hund hjem når ejeren henter den igen.

Man kan købe sig til forskellige ydelser til sine hunde, f.eks. lufteture i det fri en gang dagligt, mulighed for fri leg i en meget stor græsbeklædt hundegård eller / og svømmetur i et hundesvømmebassin.

De fleste hundeejere benytter sig af mindst to af disse tilbud og svømning er meget populært.

Hundene får mulighed for at svømme i et stort bassin og lege med bolde, hvilket er alletiders aktivering og god motion. Desuden er det godt for ældre evt. gigtplagede hunde, de har virkelig glæde af svømmeturene.

På hundepensionen er der rigeligt med voksent personale som er tilstede hele tiden, så hundene ikke er overladt ret meget til sig selv og ejeren bor på stedet, så der er altid opsyn med dyrene.

Der fodres med et kvalitetsfoder så der er ingen problemer med diarre´ og lignende ved skift til pensionens foder.

Mange hundeejere er jo meget bekymrede især første gang deres hund sendes på pension, men der tages ekstra hensyn til hunde som er i pension for første gang og er hunden bange eller lidt utryg bliver der taget hånd om den så den føler sig tryg. På stedet er man også vant til at hundeejere kommer ned og ser stedet inden de vælger netop denne pension, det betyder utrolig meget for mennesket at man kan nyde ferien vel vidende at hunden har det godt og at forholdene er i orden.

Der er endda eksempler på at folk bliver hjemme fra ferie hvis der ikke er pladser i deres vante hundepension.

Hundepensionen her gjorde i det hele taget et rigtig godt indtryk, der er styr på tingene og indehaveren er fuldt ud klar over at det ikke kun er hunden der skal passes godt på, ejeren skal også være helt tryg og tilfreds før at tingene lykkes.

Et døgn i denne pension koster 140 kr. og så betaler man ekstra for gåture, løbeture i stor hundegård og svømning.

Der er lukket for kommentarer.