Hoste hos hunde og katte

I klinikken præsenteres vi ofte for dyr med hoste og det er der talrige årsager til dette symptom.

Hunde og katte kan ligesom mennesker få infektion i øvre luftveje og i lungerne, og det vil give hoste, løbende øjne og næse.

Er der pus i flåddet er der tale om en bakterieinfektion, og der kan også være tale om et fremmedlegeme i næsen.

Hunde der løber stærkt gennem f.eks. en mark eller tæt krat, kan få græstrå, plantedele el. lign.op i næsen, det kan komme derop enten via snuden, eller via svælget og den bløde gane.

Her kan også være tale om hoste og nysen. Næsen kan være svær at undersøge hos hunde og katte, ofte må dyret bedøves for at se ordentlig efter om der er tale om fremmedlegeme som årsag til hoste og flåd. Her kigges både ind via næseborene, som er lange, og via svælget op bag den bløde gane.

Til at stille den nøjagtige diagnose, kan det være nødvendigt at tage en svaberprøve og dyrke for at se hvilken type bakterie det drejer sig om, som årsag til generne, eller det kan også være svampeinfektion, som giver flåd, hoste og nyseri.

Hunde og katte kan også have polypper i næsehulen og svælget som giver gener.

Ligeledes kan røntgenfoto af lungerne hjælpe til at præcisere diagnosen, her kan man evt. se om der er tale om lungebetændelse, evt. svulster i lungerne, evt forandringer som skyldes parasitter.

Der findes hjerte- og lungeorm hos hunde, og lungeorm hos katte, som kan give symptomer på hoste, ligeledes giver massive spolorminfektioner hos kat hoste, når de umodne larver kravler op via luftrøret, for så at hostes op i svæget, og synkes igen, og viderefølgende at udvikle sig til de kønsmodne spolorm, som lever i tarmene.

Her vil man vælge at undersøge afføringsprøver fra dyrene, gerne fra 3 til 4 dage, for at se efter parasitter.

Hunde kan også have fremmedlegemer i lungerne, f.eks. i form af avner og græsstrå, noget de fejlsluger, når det løber stærkt med åben mund.

Her skal man have et endoskop for at se ned i de store bronkier, og man skal have en speciel tang for at strække fremmedlegemet op igen.

En anden og lidt mere vanskelig diagnose at stille som årsag til hoste er oesophagusrefluks, dvs. at åbningen mellem spiserør og mavesæk ikke lukker tæt, der løber mavesyre op i spiserøret, det giver ” sure opstød ” og irritation i spiserøret og dermed hoste.

Her vælges at behandle med syreneutralisrende medicin og evt. ændring af kosten, ligeledes skal antallet af måltider øges og mængden sættes ned per gang.

Et forstørret hjerte kan også give hoste, her skyldes hosten ikke ” vand i lungerne ” men derimod at det forstørrede hjerte trykker på de store bronkier og udløser hoste.


Hos mindre hunderacer kan hoste ses i forbindelse med ophidselse, trækken i halsbåndet.

Det skyldes at deres luftrør lettere klapper sammen, eller at slimhinden i den ene del af luftrøret klapper lidt ned og rører væggene i luftrøret, hunden hoster voldsomt, det ser nærmest ud som om den er ved at kvæles, men det går hurtigt over igen, man kan evt. holde hunden for næsen, så opstår der et overtryk og luftrøret retter sig ud igen.

Katte kan ligesom mennesker få astma, og det giver også hoste, her kan man evt. behandle dem med en inhalator, hvor de får bronkieudvidende stoffer og evt. binyrebark hormon.

Kattene kan godt vænne sig til at få denne maske for snuden, en til to gange dagligt, det kræver dog lidt øvelse og tålmodighed fra ejerens side.

Katte kan få astma hvis ejeren ryger meget i kattens omgivelser, hvis luften er meget indelukket, og hvis den er tør pga brændeovn.


Overvægt hos hunde og katte ( og hos mennesker ) kan også besvære vejrtrækningen, der sidder meget fedt omkring brystkassen, det kan være med til at forstærke hoste og belaste en i forvejen belastet brystkasse .

Der er lukket for kommentarer.