Fodring af hund og kat

Der findes i dag et hav af fuldfoderprodukter på markedet når det gælder hunde og katte, og ofte er det svært for forbrugerne at finde ud af hvad de skal vælge.

Men man skal se sig godt for, der er mange billige produkter på markedet som til nogen dyr kan være udemærkede mens andre virkelig får problemer med pelsen og med mavetarmfunktionen.

Dyrlæger anbefaler at man ser sig godt for og altid vælger kvalitetsprodukterne, som også tit er de foderemner som ligger i den dyre ende af skalaen, men det kan sagtens betale sig på længere sigt.

Vi ser mange hunde som kommer med kløeproblemer og rødme i huden. Det kan der være mange årsager til men foderet kan være en af primærårsagerne.

Der kan være sparet på fedtstoffet i foderet for at øge holdbarheden og pelsen kommer til at mangle nogle af de såkaldt essentielle fedtsyrer som skal tilføres for at pels og hud trives optimalt.

Det kan være hunden er allergisk overfor den pågældende proteinkilde som er valgt og derfor altid kløer sig og har en irriteret hud.

I mange af de billige fodertyper findes en del ufordøjelige foderemner som bare passerer gennem tamen, hunden kan ikke udnytte det og har i stedet meget hyppigt afføring og meget store mængder afføring.

Det der karakteriserer kvalitetsfoderet er netop at der er høj fordøjelighed og ikke mange fyldstoffer i.

I dag har næsten alle dyreklinikker uddannet personale som kan rådgive om hvad netop den enkelte klients hund eller kat har brug for.

Der er hvalpefoder opdelt i grupper efter hvor stor hvalpen bliver, her tages der blandt andet højde for at de store racer ikke vokser for hurtigt med fare for ledproblemer. Calcium og fosforindholdet, som er vigtige for knoglernes vækst og udvikling er nøje afbalanceret så det passer til de store racer.

Når hunden bliver voksen findes der almindeligt fuldfoder, og når så hunden igen bliver ældre kan man ændre foder til en geriatrisk blanding hvor der netop fokuseres på den ældre hunds behov.

Ligeledes findes der i dag hundefoder som er rig på antioxidanter som dermed måske kan være med til at udsætte hjernens ældningsprocesser.

Bliver hunden syg findes der også sygdomsdiæter som tager højde for netop de organer som skal skånes. Der findes specielle nyrediæter hvor proteinindholdet og salt indholdet er afbalanceret så nyrerne skånes mest muligt.

Har hunden problemer med huden kan man forsøge med hypoallergenfoder som nedsætter risikoen for at hunden tilføres allergener via foderet som kan være medvirkende til at den får kløe.

Det sidste nye indenfor hundefoder er foder til dyr med ledsmerter. Her er tilsat stoffer som kan stimulere ledbrusk og ledvæske i positiv retning til at regenere og dermed være med til at hunden har færre smerter i leddene. Mange store tunge racer har netop ledsmerter og gigtforandringer, det gør at de halter og er lidt stivbenene.

I det hele taget er udbuddet af kvalitetsfoder meget stort i dag så der kan tages hensyn til det enkelte kæledyrs behov, så det er en god idé at rådføre sig med ens dyrlæge for at få vejledning.

For mange mennesker virker det umiddelbart noget uoverskueligt men det er ikke mere indviklet end at man bare skal bruge sin sunde fornuft også.

I dag er der jo også meget fokus på mennesker, ernæring og sundhed og de samme ting gælder jo dyrene : ” man er / bliver hvad man spiser. ”

Der er lukket for kommentarer.