Allergi hos hunde

Mange hunde som kommer i klinikken har hudlidelser og det er et meget stort emne at skrive om fyldestgørende men jeg vil forsøge at starte et sted.

Nogle hunde har kløe over hele kroppen, slikker sig mellem tæerne på alle poter og har måske sår på kroppen.

Nogen gange kan der være tale om unge hunde, andre gange er det hunde med en vis alder.

Der er også visse racer som har flere problemer end andre, her kan nævnes west highland white terrier, langhårede schæferhunde, amr. Staffordshire terrier og bulldogs.

Det første man gør er at udelukke at der er tale om lus eller lopper.

Hvis der er sår og skællende områder kan man tage et dybt hudskrab og se i mikroskop om der kan være tale om hårsækmider eller skabmider.

Hvis det er tilfældet skal hunden vaskes i speciel shampoo og / eller behandles med et præparat man drypper i nakken.

Især efter der er kommet mange hunde til landet fra Østeuropa, har vi set mange tilfælde af hårsækmider og skabmider.

Hvis man ikke finder noget parasitært som årsag til lidelsen, sættes hunden på bredspektret antibiotika så man udelukker en bakteriel hudlidelse.

Ofte skal hunden behandles i op til 30 dage, afhængig af hvor slemt det ser ud.

Man kan også vælge at finde ud af om hunden er allergisk overfor noget i dens omgivelser.

Her kan være tale om forskellige græssorter, diverse pollen, støvmider, lager mider,skæl fra katte, gnavere, mennesker og fugle.

Her tages en blodprøve af hunden og blodet undersøges for antistoffer ( modreagenser ) mod de forskellige ting man kan være allergisk overfor, nøjagtig ligesom med mennesker.

Nogle hunde er allergiske overfor støvmider og lagermider ( som f.eks. findes i tørfoder ).

Har man fundet frem til de ting som hunden er allergisk overfor kan man hyposensibilisere den, dvs. man sprøjter den med små mængder ekstrakt af det den er allergisk overfor, og i stigende mængde. Dette er en behandling som varer flere år, og mange hunde ender med at slippe af med deres allergi.

Samtidig med behandlingen af allergien kan man skifte foder til et såkaldt hypoallergen foder.

Nogle hunde er allergiske overfor proteinkilden i deres foder, andre er allergiske overfor andet i foderet, derfor kan det være fornuftigt at skifte foder.

Behandling af hudpatienter, og det at have en hund med kløe og hudproblemer kan være meget frustrerende fordi problemet ikke altid er lige let at kredse ind og fordi forløbet kan være meget langvarigt.

Enkelte gange kan det være nødvenigt at give kløestillende medicin i form af binyrebark hormon, men det er kun symptombehandling og det løser ingen problemer eller hudlidelser af kronsisk karakter.

Susanne Schantz Laursen dyrlæge

Der er lukket for kommentarer.