| |
Besøg på et PDSA dyrehospital
i Liverpool.
|
| I
november besøgte jeg et dyrehospital i Liverpool,
hvor klienternes udgifter bliver dækket
via private fonde, dvs. ingen skal betale
for behandlingen af deres syge dyr, ligemeget
om det er store operationer eller en banal
behandling for kløe pga. lopper.
Alle klienter skal, inden de kommer ind
i konsultationen, dokumentere at de er på
overførselsindkomst eller lignende (altså
at de ikke har så mange penge). Ligeledes
skriver de under på at dyret må behandles
af dyrlægen og at de vitterlig er ejeren
af den pågældende hund eller kat.
Lidt om PDSA:
Peoples Dispensary for Sick Animals
- blev grundlagt i London i 1917 af en rigtig
engelsk lady ved navn Maria Dicken.
 As
the story goes .... Maria var præstedatter
og havde en tryg 'Victorian' opvækst i et
Londons bedre kvarterer. Maria var intelligent,
selvstændig og selvsikker. Stik imod enhver
af datidens forventninger til en ung dame
af hendes klasse, der ikke behøvede at arbejde,
insisterede Maria på at ville bidrage. Maria
var kontroversiel og tog sig et arbejde.
Senere åbnede hun sit eget succesfulde sangstudie.
Men da hun blev gift - blev arbejdet tilsidesat
for det nye "job" som frue. Dette kedede
dog Maria og hun søgte gennem velgørenhedsarbejde
at udfylde det skabte tomrum i hendes liv.
Herigennem besøgte Maria London's East End's
fattige kvarterer. Fattigdommen der her
mødte Maria var chokerende for hende. Men
hvad der mest af alt bed sig fast i hendes
hjerte og sind, var den lidelse hun så hos
de fattiges dyr.
I hendes memoirers skriver Maria:
'The suffering and misery of these poor,
uncared-for creatures in our overcrowded
 areas
was a revelation to me. I had no idea it
existed, and it made me indescribably miserable.'
Dette blev starten på en lang sej kamp for
at skaffe midler, lokaler og frivillig hjælp,
da ingen troede på hun kunne gøre en forskel
- og da dyrs velfærd på daværende tidspunkt
ikke var noget 'issue'. Men da Maria åbnede
det første: The Peoples Dispensary for Sick
Animals of the poor, blev det en stor succes.
Mange kom for at få gratis hjælp og politiet
måtte holde styr på gemakkerne.
På et skilt udenfor havde Maria skrevet:
Bring your sick animals.
Do not let them suffer.
All animals treated.
All treatment free.
I dag findes der 43 PDSA dyrehospitaler
over hele UK, og det i Liverpool som jeg
besøgte er et af de største og mest travle.
Her er ansat 8 dyrlæger og lige så mange
veterinærsygepjersker. Der er utrolig travlt
og ventetiden kan være lang for nogen, men
alle arbejder på højtryk. Da det kun er
arbejdsløse klienter som kommer, starter
de første konsultationer som regel lidt
op af formiddagen. Det er meget de samme
lidelser man ser som i Danmark. Her var
hunde med øregangsbetændelser, hunde med
loppeallergi og hunde med dårlig hud. Der
var mange blandingsracer og rigtig mange
pittbull lignende hunde, de såkaldte amr.
Shaffordfieldshiereterrier.
3 af dyrlægerne har konsultationer, de øvrige
opererer, og denne arbejdsfordeling fungerer
i et fast rulleskema. Pludselig er der opkald
over højtalerne at der skal komme en dyrlæge
til konsultation 2 (akutte tilfælde). Det
er så en lille terrrierblanding, tæve, som
er i fødsel, der stikker et hvalpehoved
ud af skeden på den, den kan ikke føde,
hvalpen er tilsyneladende alt for stor.
Den bliver hasteindlagt og man forsøger
at få hvalpen ud, men forgæves, der laves
akut kejsersnit, der er endnu en hvalp i
tæven, den er død, ligesåvel som den der
sad fast. Tæven er blevet parret med en
alt for stor hanhund.
Hun bliver ved samme lejlighed steriliseret
for at problemet ikke skal gentage sig,
og det har ejeren givet sin accept til via
underskrift.
 Senere
kommer der en stor fransk bulldog han ind,
han har ædt en masse plastik og har kastet
op de sidste 4 dage. Han bliver indlagt,
en af dyrlægerne undersøger endetarmen og
hiver 1½ meter plastik ud af ham
- ikke så sært han havde ondt i maven.
Alle dyr bliver behandlet grundigt, og det
faglige niveau er højt. Der tages røntgenbilleder,
blodprøver, alle får væskebehandling via
venekateter og der er hele tiden opsyn med
de indlagte dyr, også om natten.
Der kommer også en del katte i klinikken,
mange af dyrene, både hunde og katte er
meget gamle og højt skattede familiemedlemmer.
Ofte trænger de ældre dyr til at få renset
tænder og det klares også.
Indtil for nylig blev dyrene ikke vaccineret
rutinemæssigt som vi gør i Danmark, men
det er man startet på for nylig.
Der var indlagt en stor rottweilerhan med
parvovirusdiarre, et frygtet smitsom sygdom,
som vi heldigvis ser sjældent i Danmark
efterhånden, da vi jo regelmæssigt vaccinerer
mod parvovirus.
Denne hanhund lå i drop og fik væske hele
tiden. Han var meget sløj, kastede op, og
havde blodig diarre og var indlagt i en
såkaldt isolationsafdeling. Klientellet
i denne del af Liverpool var fattige kunne
man se. Mange var meget dårligt klædt, en
del kom i bare ben og badesandaler (november
måned) og mange havde meget dårlige tænder.
Sproget var en speciel engelsk accent, og
så kaldte de ofte personalet for "Love"
og det var både mænd og kvinder der gjorde
det. Arbejdsdagen på dyrehospitalet er lang
for alle, og pauserne korte og regelmæssige,
vores 37 timers uge herhjemme er det rene
slaraffenland ved siden af.
Af andre spændende ting kan jeg nævne en
lille tævehvalp hvor urinrøret mundede ud
i skeden i stedet for i blæren, det opgav
man dog at operere, hvalpen måtte aflives,
både ejeren, børnene i familien og dyrlægen
græd fordi sagen trak ud, meget var forsøgt,
men det blev vurderet at hunden ikke skulle
igennem en stor operation. |
|
I |
|
|
